Børn med særlige behov

Børn med særlige behov

Ifølge dagtilbudsloven skal fremgå af den pædagogiske læreplan, hvilke relevante pædagogiske metoder, aktiviteter og eventuelle mål, der opstilles og iværksættes for børn med særlige behov.

Hvem er børn med særlige behov?

Børn med særlige behov er børn med vanskeligheder, der gør, at de skal mødes på en anden eller særlig måde i forhold til andre børn for at kunne indgå i fællesskabet i Dyrehavens Skovbørnehave og have de samme udviklingsmuligheder, som andre børn.

Det skal pointeres at alle børn, som regel støder på vanskeligheder, også normalt velfungerende børn og om det udvikler sig negativt er afhængig af omgivelsernes evne til at respondere hensigtsmæssigt på disse vanskeligheder. Og at alle børn har positive ressourcer, som det er meget betydningsfuldt at fokusere på.

De vanskeligheder, børn med særlige behov har, kan være begrundet i mange forskellige forhold og være mere eller mindre vidtrækkende.

Der kan eksempelvis være tale om:

·        Sproglige vanskeligheder, grundet hørenedsættelse og/eller udtalevanskeligheder, manglende stimulation af sproget osv.

·        Motoriske vanskeligheder, forsinket udvikling, hypermobile led, medfødt handicap.

·        Sociale og følelsesmæssige vanskeligheder begrundet i barnets psykologiske og sociale kontekst. Der kan være tale om at familien oplever en krise forbundet med eksempelvis sygdom, dødsfald eller mere vedvarende problemstillinger grundet pressede og dysfunktionelle familieforhold.

·        Mulig autisme, ADHD eller anden diagnose. Da børnene er så små, vil de som oftest ikke være diagnostificerede. Men udredning og senere diagnose starter ofte med vanskeligheder, som kommer til udtryk i skovbørnehavens dagligdag.

Inklusion – og grænserne for inklusion.

Der er i disse år ved at ske, hvad man kan kalde et paradigmeskifte i synet på vanskeligt stillede børn. Hvor årene forinden har været præget af en tankegang, hvor normalitetsbegrebet var blevet stadig smallere og flere og flere børn blev henvist til speciel foranstaltninger, går udviklingen nu den anden vej.

Denne vej kan bedst sammenfattes i begrebet inklusion. Hvor vi tidligere ”ekskludere” børn med særlige behov fra fællesskabet til behandling i en eller anden speciel foranstaltning er tendensen nu, at søge at inkludere dem i fællesskabet. Dette stiller krav om rummeliggørelse af miljøet og den pædagogiske tilgang til både børn med særlige behov og alle de andre børn.

Vi har igennem årene i Dyrehavens Skovbørnehave kunnet inkludere flere børn med særlige behov. Det er i nogle tilfælde sket med tildeling af særlige ressourcer i form af støttepædagog, bistand fra talepædagog, fysioterapeut og psykolog. Men i betydelig omfang har det kunnet lade sig gøre, fordi vi har arbejdet med vores egen tilgang til barnet og familien og reflekteret over om barnet og familien kunne være bedre hjulpet med en anden måde, at blive mødt på. Vi har ikke kun set isoleret på barnets problemstilling, men også søgt at se på det miljø – den kontekst, der er om barnet i skovbørnehaven.

Vi anser at inklusion er værdifuldt for alle børn - og ikke alene for børn med særlige behov. Inklusion indebærer, at børn lærer at forholde sig til, håndtere og værdsætte det, som er anderledes end dem selv. Det betyder, at børn bliver nysgerrige på og inspireres af det, de ikke kender og forstår, at de bliver klogere på sig selv - og i sidste ende, at børn selv bliver inkluderende.

Men hvis videre inklusion af børn med særlige behov skal blive en succés vil vi pege på følgende krav og begrænsninger:

  • Den overvejende del af børnegruppen skal være såkaldt normalt fungerende børn.

  • Der skal fortsat være mulighed for konsulentbistand.

  • En del af denne kan være supervision og kursusvirksomhed til personalet.

  • Der kan være tilfælde, hvor det er nødvendigt, at få tildelt ressourcer. Eksempelvis hvis der er tale om et meget udadreagerende barn, som bider og slår. Erfaringsmæssigt kan det have voldsom indflydelse på hverdagen og stemningen i børnehaven, hvis vi ikke får tildelt de nødvendige ressourcer f. eks i i form af en specielpædagog.

  • Da vi er en skovbørnehave og bevæger os ud på lange ture flere gange om ugen, sætter det en grænse for hvor store motoriske vanskeligheder de indskrevne børn kan have.

Mål for læring – børn med særlige behov

De mål for læring, som er opsat i den pædagogiske læreplan, er den samme for børn med særlige behov som for alle andre børn. Men vejen til at nå målene kan kræve en særlig pædagogisk indsats,

Målet for denne pædagogiske indsats kan beskrives således:

At vi igennem en målrettet pædagogisk indsats søger, at børn med særlige behov inkluderes i fællesskabet i Dyrehavens Skovbørnehave, så de kan danne venskaber, indgå i lege og deltage i pædagogiske aktiviteter.

At vi søger, at de pædagogisk mødes på deres særlige individuelle behov, så deres udviklingsmuligheder kan optimeres. Dette indebærer også en forståelse i den øvrige børnegruppe af de vanskeligheder et barn med særligt behov kan have.

At denne indsats sker i et tæt samarbejde og dialog med barnets forældre.

Pædagogiske aktiviteter og metoder.

·        ”Bekymring”. Oftest vil et barn, der starter i Dyrehavens Skovbørnehave, ikke have et ”prædikat”, som et barn med et særligt behov. At der er et særligt behov hos et barn, starter erfaringsmæssigt som en bekymring hos personale og barnets forældre over barnets adfærd og udvikling. Denne bekymring skal tages alvorligt. Ofte kan vanskelighederne overvindes forholdsvis hurtigt. I andre tilfælde skal der en længerevarende og målrettet indsats til. Denne indsats sker i dialog og samarbejde med barnets forældre.

·        ”Refleksion og vidensdeling”. Dette sker som hovedregel i første omgang i personalegruppen, men bruges også undervejs i forløbet i dialogen med de berørte forældre. I refleksion og vidensdeling bidrager alle med deres iagttagelser og refleksioner over de vanskeligheder barnet har i Dyrehavens Skovbørnehave. Vi søger at tage barnets perspektiv. Et eksempel på en af de metoder vi anvender: En i personalegruppen påtager sig rollen som det pågældende barn og de andre spørger nu ind til, hvordan ”barnet/den voksne” oplever sin situation. Det er en øvelse, som har givet meget brugbar viden. Vi søger at se på konteksten omkring barnet. Kan vi møde barnet på en anden måde? Eksempel: En dreng (Preben) havde meget svært ved at sidde stille til vores samling og det gav mange konflikter. Det reflekterede vi over og fandt ud af at ændre vores praksis. Vi italesatte nu overfor de andre børn og Preben,  at det var i orden, at han rejste sig og gik rundt, når vi havde samling fordi han havde så meget uro i sin krop. Den forklaring fandt accept hos alle og Preben kunne nu rejse sig og gå rundt, hvis han havde uro i sin krop. Af og til gik han kortvarigt ud og kom ind igen. Han fik tilbuddet om at sidde og putte sig hos en voksen og efter et stykke tid fandt han ro i den løsning og kunne deltage i samlingen.

·        ”Indkredsning af problemstilling.” I nogle tilfælde kan det være forholdsvis enkelt. Det kan være at konstantere, at et barn har sproglige vanskeligheder på nogen bestemte områder og skal have bistand fra en talepædagog. I andre tilfælde kan der være mere omfattende sociale og emotionelle vanskeligheder og vi må søge bistand fra relevante fagpersoner, som en psykolog. I de tilfælde vil der som regel være en grundig skriftlig beskrivelse af barnets vanskeligheder. 

Hvordan arbejdes der i dagligdagen i skovbørnehaven, med børn, der har særlige behov?

Som nævnt tidligere er målene for børn med et særligt behov, det samme som for alle andre børn. Det skal også endnu engang understreges, at børn som måske har særlige vanskeligheder på et område kan være meget ressourcestærke på andre områder og at det også er meget væsentligt at fokusere på de områder. Eksempler:En dreng med vanskeligheder på det sociale område er helt fantastisk til at bruge sin krop og spille fodbold. Gennem fodbold kan der arbejdes med at udvikle de sociale kompetancer. En anden med sociale og emotionelle vanskeligheder har en kæmpe viden om dyr og er meget velbegavet. Han kan bruge sit intellekt til at regulere sin sociale adfærd mere hensigtsmæssigt.

De pædagogiske metoder, som er skitseret i afsnittet om social kompetance er også de samme for børn med særlige behov, som for andre børn. Vanskeligheder hos børn med særlige behov viser sig ofte på det sociale og emotionelle område .

Som nogle af de væsentligste kan nævnes:

·        ”At skelne mellem følelse og handling”. Kernen i dette er, at kan barnet kan opleve: ”Jeg er god nok. Mine følelser er ikke forkerte. Men mine handlinger er ikke i orden. Nogle børn kan opleve, at de selv er forkerte, at der er ingen der kan lide dem og vil lege dem. Det er meget væsentligt, at de voksne viser at de holder af dem og værdsætter dem. Eksempel: Efter en voldsom konflikt, hvor en dreng har ødelagt en hule, fordi han ikke måtte være med finder følgende ordveksling sted.  Drengen: Jeg synes jeg selv er dum. Den voksne: Nej, det er du ikke. Du er en rigtig sød dreng. Drengen: Jo jeg er dum. Den voksne: Nej du er ej. Men det du gjorde var dumt og jeg tror sagtens du kan lære at lade være med det, hvis du øver dig. Nu finder en længere ordveksling sted og det ender med, at den voksne og drengen sammen går ind og hjælper med at lave hulen. Under dette formulerer de andre børn, at drengen ikke måtte være med, fordi han aldrig hørte efter hvad de sagde. Dette leder over til en af de andre skitserede metoder.

·        ”At der er noget barnet øver sig på”. Sammen med den pågældende dreng blev der nu formuleret nogle mål, han skulle øve sig på. Han skulle: Høre efter, hvad de andre børn sagde og hvis de sagde ”stop og lad være” skulle han stoppe. Hvis det blev for svært for ham, skulle han hente en voksen, der kunne hjælpe i stedet for at slå. Han skulle også høre efter, når de voksne sagde noget til ham. Han havde et projekt nu. Han fik masser af knus hver dag og de voksne spurgte ind til ”hans projekt”. Han kunne det hele på fingrene: ”Jeg har lært at lade være, når de andre børn siger stop og jeg slår heller ikke mere. Og jeg siger det til en voksen. Den voksne: Ih, hvor er det altså flot af dig. Drengen: Men jeg har ikke helt lært at høre efter hvad de voksne siger. Den voksne: Det skal du nok få lært.

·        ”Åben italesættelse”. Drengens projekt blev åbent italesat i børnegruppen på en ikke fordømmende måde. Og alle børnene kender de problemstillinger, som også gør sig gældende for dem selv. Men ikke i samme omfang som for den pågældende dreng. De fulgte med i de fremskridt han gjorde. På den måde var det også betydningfuldt og lærerigt for de andre børn. De kunne godt rumme og håndtere noget, der på nogle områder var forskelligt fra dem selv. Drengen fungerede efterhånden bedre og bedre i skovbørnehaven og kunne deltage i legene.

·        ”Forandring er muligt”. Det væsentligste er, at barnet oplever at forandring er muligt og at de selv er en aktiv kraft i denne udvikling. Det kan vi minde dem om på følgende måde: Den voksne: Kan du huske dengang du klatrede op i statuen inde på museet og du ikke ville komme ned, da jeg kaldte på dig. Drengen: Ja det gør jeg aldrig mere. Den voksne: Ja det har du lært. Du har jo også øvet dig.