Sociale kompetencer

Sociale kompetencer.

 

 

I en moderne tidsalder, hvor børn som voksne skal kunne begå sig på mange forskellige sociale arenaer, er erhvervelse af social kompetence en absolut nødvendighed.

 

Den moderne verden er samtidig præget af accelererende forandringshastighed, der nødvendiggør, at vi kan forhandle os selv i forhold til andre.

 

Social kompetence udvikles i samvær med andre, og indebærer, udover evnen til handling, også tilegnelse af fællesskabets normer. Børnehaven er et fællesskab hvor børnene skal lære at fungere i de rammer der er for det sociale liv mellem børn og voksne. Social kompetence sigter således både mod noget de skal have fælles med andre og mod nogle individuelle færdigheder.

 

For børnene er tid og rum til leg af central betydning, idet social kompetence først og fremmest udvikles igennem legen.

 

Det er betydningsfuldt for vores velbefindende, udviklingsmuligheder – hvordan vores relationer til andre er. Vi er dem vi er i kraft af vores relationer til andre.

 

I børnehaven møder vi børnene forholdsvis tidligt i deres liv. De erfaringer de får her med relationer er en betydningsfuld bagage for hvordan de senere møder livets udfordringer.

 

 
Mål for læring

 

Det er børnehavens mål at børnene anerkendes og respekteres som de personer de er, og at de oplever at høre til og blive hørt.

 

Børnene skal lære at skabe og udvikle relationer til andre, så de kan danne venskaber og deltage i lege. Dette indebærer situationsfornemmelse, forhandlingsstrategier og herunder kompetence til at kunne kommunikere sine intentioner og ønsker, og øvelse i at løse konflikter.

 

Børnene skal lære at mennesker er forskellige, de skal lære at kende og mærke deres egne grænser, følelser og behov og tilsvarende evne at sætte sig ind i andres følelser og behov, som kan være forskellige fra ens egne.

 

De skal opleve, at de er aktive deltagere, der samarbejder med andre og er med i beslutningsprocesserne.

 

De skal opleve, at der er tid og rum til legen. Ligesom de voksne skal understøtte og værne om børnenes leg.

 

 
Pædagogiske aktiviteter og metoder.

 


  • Venskaber”. Vi arbejder målrettet for at alle børn i Dyrehavens Skovbørnehave har venner. Det er meget betydningsfuldt for børn er at have en eller helst flere gode venner. Dette er også noget forældrekredsen bakker meget aktivt op om, ved at medvirke til legeaftaler efter børnehavetid. Vi sammensætter børnegrupperne alder- og kønsmæssigt, så alle børn har mulighed for at danne venskaber. For nogle børn er det lettere end for andre at danne venskaber. De pædagogiske metoder, der skitseres her efterfølgende, sigter mod at udvikle de sociale kompetancer, der gør at venskaber kan dannes og udvikles.

  • At skelne mellem følelse og handling”. ”Jeg kan godt forstå, du blev gal over det der skete, men det er ikke i orden at slå med en kæp”. Altså det du føler er ok, men det du gør er ikke i orden.

  • At der er noget barnet øver sig på”. Eksempel: En dreng, vi kan kalde ham Per, har meget vanskeligt ved at være med i legene og få venner. Per får ikke fortalt de andre børn sine intentioner og ønsker til legen. Ligesom han ikke lytter på de andre børns ønsker. Han prøver at sætte sin egen plan igennem og det udløser konflikter, hvor det kan gå helt i hårdknude for ham. Han slår og får raserianfald. Efterhånden er Per i fare for helt at blive marginaliseret i børnegruppen. Ved samtaler med barnet ”italesættes” det nu, at der er noget han skal øve sig på: Han skal fortælle de andre børn, hvad det er han gerne vil. Han skal lytte til de andre børn og især når de siger, ”lad være” og ”hold nu op”. Han skal øve sig i, at hente hjælp hos de voksne i stedet for at slå. Problemstillingen diskuteres helt åbent i børnegruppen: Per har et projekt, noget han øver sig på. I sådan en situation er der en skærpet opmærksomhed på Per fra de voksnes side og de følger Per tæt på sidelinien. Og de voksne kan undervejs have følgende reaktioner: ”Åh det var ærgerligt, kom du nu til at kaste med klodserne igen, men jeg tror godt du kan lære det, du skal bare blive ved med at øve dig” og omvendt: ”Hvor er det flot du kommer og siger hvad der er galt i stedet for at slå”. Eller måske til de andre børn: ”Jeg synes ikke det er i orden, at I driller Per, prøv bare at tænke på hvordan han øver sig og øver sig på ikke at slå”. Det lykkedes for Per, at få lært de elementære redskaber til at få en leg til at fungere og han var meget stolt af sig selv.

  • At børnene lærer at sætte grænser og respektere andres grænser”. Eksempelvis: ”Husk at sige stop når du ikke vil have det” - og omvendt – ”Når Lone siger stop, så skal du altså stoppe”. Det lyder ret enkelt, men det er det altså ikke altid.

  • At de voksne aktivt understøtter og skaber muligheder for børnenes leg.” Det kan være at værne om et rum, hvor en god leg er i gang. Hjælpe med at arrangere eksempelvis en hule. Foreslog nogen man kan lege med. Hjælpe til ved forhandling om at være med i en leg. Selv indgå i en leg til støtte for et barn, som har svært ved at komme i gang.

  • At barnet føler sig set og at det er en betydningsfuld anden”. Ikke blive overset. Negligeret. Hvordan du har det er vigtigt for os.

  • At de voksne søger at finde intentionen bag handlingen”. ”Aha nu ved jeg hvorfor du ødelagde hulen. Det var fordi, at hun sagde, at nu var du ikke hendes bedste ven mere.”

  • At samle de involverede børn i en konflikt” og hjælpe dem til at ”italesætte følelser” og problemstillinger og afprøve forskellige forhandlingsstrategier. Alle kommer til orde. De skal lære at lytte til hinanden. Ligge mærke til hinandens ansigtsudtryk og kropssprog. Opmuntres til at komme med forskellige kompromisforslag og løsninger.

  • Svære følelser er ikke tabuiseret”. Vi kan til vores samling eksempelvis godt tale om: ”Hvordan er det ikke at have nogen at lege med?” ”Eller blive drillet eller slået”. Det er ikke farligt. Andre børn har haft den samme oplevelse. Der er genkendelighed i følelsen. Vi søger, at ingen børn bliver udelukket og marginaliseret, men bliver inddraget på en måde hvor det er i orden. Eksempel: En stører dreng har bidt en lille pige i kinden. Vi kan kalde dem Svend og Jytte. Det tages op på samlingen og forløber således: Den voksne siger: ”Der er noget vi er nød til at tale om. I ved jo alle sammen godt, at Svend har bidt Jytte i går og det er ikke godt, at der sker sådan noget i vores børnehave.” ”Prøv lige at komme herop Svend og Jytte” (Ind i midten af rundkredsen.) Nu spørges Jytte, om hun er ked af det og bange for Svend. Jytte nikker og ser lidt betuttet ud. Det viser sig også, at hun var bange for at komme i børnehaven i dag. Til Svend: ”Prøv at se på Jytte. Kan du se hun er ked af det? Og hun ville ikke i børnehave og det er dig hun er bange for” Vidste du det? Svend ryster på hovedet. ”Tror du det gjorde ondt på Jytte, da du bed hende? Svend nikker. Nu henvender den voksne sig til hele børnegruppen: ”Hvad skal vi gøre?” Der er mange, der byder ind. Nogen fortæller om, at de selv er blevet bidt. De fleste forslag går på at hente en voksen. Men det kan jo være for sent. Så skal man sige: ”Stop Svend, lige når han er ved at gøre det.” Så siger Svend: ”Jeg kan jo også sige stop til mig selv”. Den voksne klapper hænderne sammen og siger: ”Kunne du prøve på det? Det ville vel nok være dejligt”. Svend nikker og smiler. 

  • Der breder sig en lettet stemning og Jytte fortæller, at hun ikke er bange for Svend mere. Det er klart, at det ikke bare er en metode, man mekanisk kan gribe til. Det kræver en vurdering fra den voksnes side om det er hensigtsmæssigt. Barnet skulle nødigt opleve sig som udstillet i gabestok. Det skal gøres respektfuldt og gerne opleves som et forsøg på i fællesskab at nå en konstruktiv løsning. I dette tilfælde gik det rigtig godt og efterfølgende bed Svend ikke andre børn.Tale hen over hovedet på børnene”. Er en pædagogisk metode de voksne anvender, for anskueliggøre problemstillinger, løse op for konflikter, hjælpe med at sætte ord på nogle følelser. Det kan foregå således: En voksen (A) sidder på bænken i garderoben med et barn (Ole), som er ked af det. Han er lige røget ud af en leg. Den voksne har prøvet at få Ole ind i legen igen, men det er ikke lykkedes og nu sidder de ligesom i et mellemrum. En anden voksen (B) kommer til. A til B: ”Prøv at se Ole her. Han er så ked af, at han ikke kan være med til at lege. Men det var også rigtig svært for lige meget hvad jeg eller de andre børn foreslog, så sagde Ole bare nej og til sidst vidste jeg ikke hvad vi skulle gøre og nu sidder vi bare her.”B til A: ”Sagde Ole bare nej hele tiden”? A: ”Ja jeg tror, at han synes alting er dumt.”B: ”I morges havde Ole også rigtigt svært ved at sige farvel til sin far” og henvendt til Ole: ”Der var du meget ked af det ikke?” Ole kigger op og nikker. A: ”Nu kommer jeg til at tænke på, at Ole´s mor jo også er ude og rejse og det er måske det han er ked af?” Nu følger Ole meget interesseret med. B: Tror du så, at det er fordi, at Ole savner sin mor, at han synes det hele er rigtig dumt”? A: ”Det kunne jeg godt forestille mig og så kunne vi måske lave noget sammen. Det kan være Ole vil hjælpe mig med at rydde op i køkkenet?” Det er tydeligt, at de voksne har ramt plet og Ole følger nu med A ud i køkkenet, hvor de snakker om hvornår moderen kommer hjem og hvor hun er henne. Senere kan Ole lege igen.

  • Konstruktiv konflikthåndtering.” 3 store piger spiller sammen med en voksen teater om at lege sammen for de andre børn til samlingen. Undervejs gennemspilles forskellige temaer: Hvem bestemmer? Udelukkelse, Gode ideer. Visuel håndtering er en god metode til at anskueliggøre forskellige problemstillinger. Det er her et krav, at den voksne selv kan visualisere.

  • Empati”. Vi søger at lære børnene at aflæse hinandens ansigtsudtryk: ”Kan du se hun er blevet ked af det? Eller: ”Prøv at se hvor glad din ven er, fordi du er kommet tilbage i børnehaven”. Vi søger at delagtiggøre børnene i at trøste. Eksempel: Nogen børn leger en vild leg med en voksen. En bliver ked af det. Legen stopper og alle deltager i at trøste barnet og legen kan fortsætte.

  • Behandle børn forskelligt – og italesætte det”. Et lille nyt barn har måske brug for at få en bamse med ind til samlingen og hvis vi begrunder det overfor de andre børn, kan de godt forstå det. Eller nogen kan få lov til noget, fordi de kan overholde de aftaler og forpligtigelser, der følger med. Andre kan ikke ( de kan selvfølgelig altid lære det på et senere tidspunkt.)

  • Lydhør overfor børnenes ønsker og behov”. De voksne søger at være lydhøre overfor børnenes ønsker og behov. Det gælder både hele gruppen og de enkelte børn. Vi forhandler meget ofte med børnene. Men det betyder ikke, at vi ikke er tydelige voksne. Vi stiller både krav til og skaber rammer omkring børnene. Nogen ting er heller ikke til diskussion f. eks om man skal med på tur.

  • Overføre redskaber fra voksne til børn” .Hvis man gerne vil være med i en leg, er det ikke uden betydning, hvordan man spørger. Hvis barnet spørger: ”Må jeg gerne være med?” Vil det ofte blive afvist. Her skal vi tænke på, at det er et stort arbejde at få en leg op at stå og de andre børn har måske været i gang i lang tid med at etablere legen og få den til at køre. I stedet kan barnet spørge: ”Hvad leger I”? Det vil ofte udløse en forklaring fra de andre børn også om hvordan rollefordelingen er i legen. Barnet kan nu spørge: ”Hvad kunne jeg være, hvis jeg må være med”? Her viser barnet, at det respekterer den rollefordeling, de andre børn måske møjsommeligt er kommet frem til og der følger nu en forhandling, hvor en ny rolle kan passes ind i legen. For at forblive i legen er det væsentligt, at man undervejs forklarer sig: ”Nu gjorde jeg det fordi at……”. For nogle børn er det enkelt, andre har sværere ved det og her træder de voksne til og arbejder på, at de tilegner sig de nødvendige redskaber.